Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Mad og måltider

I Børnehuset Bodil har vi vores eget produktionskøkken med en fastansat kok og en køkkenassistent. Det betyder, at maden bliver lavet fra bunden og planlagt med fokus på variation, smag og kvalitet. Vi arbejder bevidst med farver, teksturer og forskellige smagsnuancer – herunder også umami – så børnene får gode og alsidige madoplevelser.

Vi tager altid hensyn til allergener og religiøse behov og tilbyder vegetarisk mad samt andre nødvendige tilpasninger. Vi tilbyder dog ikke vegansk kost, da vi ikke kan garantere, at børnene får den nødvendige ernæring. Køkkenet har desuden et samarbejde med Meyers Madhus, som bidrager til inspiration og faglig kvalitet.

Vi serverer morgenmad, formiddagssnack, frokost og eftermiddagssnack.

Måltidet som læringsrum

Måltiderne er en vigtig del af hverdagen og fungerer som et læringsrum. Vi spiser sammen med børnene og er værter ved måltidet. Børnehavebørnene er ofte med til at hente maden i køkkenet og præsentere den for deres venner, så de bliver en aktiv del af måltidet. Børnene øver sig i at blive selvhjulpne ved selv at øse op, sende maden videre til hinanden og mærke efter, hvad og hvor meget de har lyst til at spise.

Hos os bestemmer børnene selv, hvad de vil spise af det, der bliver serveret. Vi opmuntrer til at smage og øve madmod, men der kommer aldrig noget på tallerkenen, som barnet ikke har lyst til.

Ugens frokostmenu

Frokosten følger en fast ugerytme:

Mandag: Suppe eller grød

Tirsdag: Fisk

Onsdag: Vegetarisk

Torsdag: Kød

Fredag: Rugbrød

Sukkerpolitik

Vi bruger ikke sukker i hverdagsmaden, men der kan indgå sukker som en naturlig ingrediens ved særlige traditioner og højtider, som for eksempel til fastelavn og jul

Følg med på vores Instagramprofil 

Som forældre kan I følge med i, hvad der bliver serveret, på vores Instagramprofil @boernehuset_bodil, hvor der løbende deles billeder af dagens måltider.