Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Traditioner

Traditioner og højtider er en vigtig del af hverdagen i Børnehuset Bodil. Det skaber fælles oplevelser, som børnene kan glæde sig til og genkende år efter år.

Fødselsdag

Barnets fødselsdag er en stor dag, og vi fejrer alle børn på deres egen stue. I vuggestuen varierer det, om fejringen ligger om formiddagen eller om eftermiddagen. I børnehaven fejres fødselsdagen altid om eftermiddagen.

Vi dækker op med fødselsdagsdug og flag og synger fødselsdagssang sammen. Hvis barnet har lyst, kan det dele én ting ud, som er taget med hjemmefra. Vi anbefaler frugt eller boller i vuggestuen og fraråder kage her, mens det er muligt at medbringe kage i børnehaven. For os handler fødselsdagen om, at barnet føler sig set, fejret og glæder sig til dagen.

Fastelavn

Fastelavn fejres stuevis, og børnene møder udklædte hjemmefra. I vuggestuen og fællesområderne er det uden masker, og de mindste vuggestuebørn deltager ikke i tøndeslagning. Op til fastelavn laver vi pynt til fastelavnsris, synger fastelavnssange og taler om traditionen.

På selve dagen slår børnene katten af tønden, hvor der er figner og mandariner i tønden. Om eftermiddagen serverer vi en tebolle med glasur som eftermiddagsmad.

Påske

Op til påske arbejder vi med kreative aktiviteter, hvor børnene bl.a. klipper påskepynt og sår karse. Børnene er med til at vande og følge processen fra frø til karse. Vi taler om, hvorfor vi holder påske, og laver aktiviteter inspireret af gamle traditioner. Inden påskeferien serveres der en fælles påskefrokost for børnene.

Halloween

Halloween fejres for børnehavebørnene. Her klæder vi os ud, spiser græskarsuppe og holder en hyggelig halloweenfest med fokus på fællesskab og leg.

Jul

December er fyldt med juletraditioner. Vi tæller ned til jul, synger de samme julesange i både vuggestue og børnehave, laver julepynt, bager og læser julehistorier. Børnene laver julegaver, hvor fokus er på processen frem for det færdige resultat – og på glæden ved at give noget videre og holde på en hemmelighed.

Vi tager også på ture, hvor vi ser julelys og udstillinger, danser om juletræet og spiser risengrød sammen. Op til juleferien holder vi julefrokost med børnene.

Lucia

Storegruppen går Lucia. Børnene øver sig sammen og viser Luciaoptoget for hele huset. Storebørnenes forældre og bedsteforældre inviteres til at se med.

Croissant og kaffe

To gange om året inviterer vi jer forældre til croissant og kaffe på stuerne. Arrangementet foregår kl. 8.00–9.30 på legepladsen og giver jer mulighed for at se jeres barn lege, tale med andre forældre og møde medarbejderne på stuen. Der serveres kaffe, vand og lune croissanter.

Sommerfest

En gang om året holder vi en sommerfest, hvor i forældre inviteres med. Her planlægges små aktiviteter for børnene, og vi spiser sammen. Jer forældre medbringer selv en ret, og vi slutter dagen af med fælles oprydning.

Forældremøde og legeplads 

Vi afholder to forældremøder om året – ét i foråret og ét i efteråret – med fokus på temaer som trivsel, relationer, rum og læring. I oktober er der valg til forældrerådet.

Forældrerådet arrangerer desuden åben legeplads én søndag om måneden, hvor I har mulighed for at lege med jeres barn og mødes med andre familier i huset.